Bekæmpelse af rotter i Danmark er ikke frivilligt for kommunerne — det er en lovbunden opgave, der udspringer af miljøbeskyttelsesloven og er udmøntet i den såkaldte rottebekendtgørelse. Bekendtgørelsen fastsætter, hvem der har pligt til at anmelde rotter, hvordan kommunerne skal behandle anmeldelser, og hvilke krav der stilles til den bekæmpelse, der udføres — både af kommunale rottebekæmpere og af autoriserede firmaer. Baggrunden er, at rotter kan sprede sygdomme til mennesker og husdyr og forårsage betydelige skader på bygninger, afgrøder og infrastruktur, hvis bestanden ikke holdes nede. Reglerne definerer derfor både borgerens anmeldelsespligt og myndighedens handlepligt, og de danner den juridiske ramme, som alle øvrige emner i dette pensum — fra autorisation til udlægning af gift — skal forstås inden for.
Den gældende bekendtgørelse
Den aktuelt gældende rottebekendtgørelse er BEK nr. 991 af 21. august 2024 om forebyggelse og bekæmpelse af rotter, udstedt af Miljø- og Ligestillingsministeriet med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 2025 og afløste en tidligere version af bekendtgørelsen fra 2023. Det er et generelt træk ved reglerne på området, at de løbende revideres og genudstedes i nye bekendtgørelser, efterhånden som erfaringer, gebyrmodeller og forvaltningspraksis ændrer sig — det er derfor vigtigt altid at slå det aktuelle nummer op på retsinformation.dk frem for at støtte sig til et årstal fra hukommelsen.
Formål: forebyggelse, bekæmpelse og resistens
Bekendtgørelsen omfatter begge de rottearter, der forekommer i Danmark — brun rotte (Rattus norvegicus) og sort rotte (Rattus rattus) — og fastlægger regler for både forebyggelse og egentlig bekæmpelse. Et centralt element er håndteringen af resistens i forbindelse med brug af antikoagulanter: forebyggende (rutinemæssig) udlægning af antikoagulant gift, uden at der er konstateret rotter, er ikke tilladt. Baggrunden er, at udlægning "for en sikkerheds skyld" øger den samlede mængde gift i miljøet og dermed både risikoen for utilsigtede forgiftninger af andre dyr og risikoen for, at rottebestanden udvikler resistens over for midlerne. Gift må med andre ord kun bringes i anvendelse, når der er et konkret, konstateret rotteproblem.
Anmeldepligt og autoriseret bekæmpelse
Bekendtgørelsen pålægger borgere en anmeldepligt: opdager man rotter eller sikre tegn på rotter uden for kloaksystemet, skal det anmeldes til kommunen. Kommunen har omvendt en handlepligt til at modtage og behandle anmeldelsen. Selve den erhvervsmæssige bekæmpelse — hvad enten den udføres af en kommunal rottebekæmper eller et privat firma på kontrakt — må kun udføres af personer med en gyldig autorisation udstedt efter reglerne, som gennemgås i næste kapitel. Denne kobling mellem anmeldepligt, kommunal handlepligt og autoriseret udførelse er selve rygraden i det danske system: uden den ville hverken omfanget af rotteproblemer eller kvaliteten af bekæmpelsen kunne følges systematisk.
Gebyret for rottebekæmpelse
Kommunernes indsats finansieres via et lovbestemt rottebekæmpelsesgebyr, som opkræves hos samtlige ejendomme. Med den gældende bekendtgørelse er beregningsmodellen ændret, så gebyret differentieres efter ejendommens størrelse: det består af et fast bidrag pr. ejendom kombineret med en arealbestemt sats baseret på oplysninger fra BBR-registret, med en lavere sats for det areal, der ligger ud over 250 kvadratmeter. Formålet med omlægningen er en mere retfærdig fordeling af udgiften mellem store og små ejendomme, samtidig med at gebyret fortsat skal finansiere både den opsøgende indsats i det offentlige rum og behandlingen af borgernes anmeldelser.