Arbejdet som rottebekæmper indebærer flere risici, som skal håndteres systematisk gennem korrekt brug af personlige værnemidler og overholdelse af arbejdsmiljøreglerne. Ved håndtering af gift skal der bæres egnede handsker for at undgå hudkontakt, og ved arbejde i kloakker, krybekældre og andre snævre eller dårligt ventilerede rum skal der tages højde for risikoen for iltmangel og for smitte fra rotters urin og ekskrementer, herunder sygdomme som leptospirose. Døde eller levende fangne rotter skal håndteres, så bekæmperen minimerer risikoen for bid og direkte kontakt med kropsvæsker, og arbejdstøj og udstyr bør rengøres eller skiftes efter opgaver i særligt forurenede miljøer. Arbejdsgiveren har pligt til at stille det nødvendige udstyr til rådighed og til at instruere i korrekt brug, men det er den enkelte bekæmpers ansvar i praksis at anvende værnemidlerne konsekvent, også når en opgave virker rutinepræget.
Risikovurdering: den biologiske APV
Fordi rottebekæmpere i deres arbejde kan udsættes for mikroorganismer, der udgør en sundhedsrisiko — bakterier, virus og parasitter fra rotters ekskrementer, urin og bid — er en biologisk arbejdspladsvurdering (APV) en del af det lovpligtige arbejdsmiljøarbejde hos arbejdsgivere inden for branchen. Den biologiske APV skal kortlægge, hvor og hvordan medarbejderne kan blive udsat for smitte, og danne grundlag for, hvilke forebyggende tiltag der er nødvendige. Her anvendes samme grundlæggende tankegang, som kendes fra det øvrige arbejdsmiljøområde, nemlig STOP-princippet: man skal først forsøge at fjerne eller minimere risikoen ved kilden, dernæst se på tekniske løsninger som ventilation, derefter organisatoriske tiltag som at begrænse antallet af personer og den tid, de udsættes for risikoen, og først som sidste led ty til personlige værnemidler.
Værnemidler i praksis
Når risikoen ikke kan fjernes ved kilden — hvilket ofte er tilfældet i konkret rottebekæmpelse — bliver personlige værnemidler det centrale værn. Det drejer sig navnlig om egnede handsker ved håndtering af gift, døde rotter og forurenet materiale, samt om åndedrætsværn og eventuelt beskyttelsesdragt ved arbejde i kloakker og andre stærkt forurenede eller dårligt ventilerede rum, hvor risikoen for både iltmangel og smitte er størst. R1-kurset, der er beskrevet under lovgivning, indeholder da også værnemidler og smitterisiko som en fast del af pensum, netop fordi korrekt brug af udstyret forudsætter konkret undervisning og ikke kun sund fornuft.
Hygiejne som den vigtigste forebyggelse
Ud over selve værnemidlerne fremhæves hygiejne som den vigtigste enkeltfaktor i forebyggelsen af smitte ved arbejde med biologiske risici: hyppig håndhygiejne, omhyggeligt renhold af udstyr og korrekt håndtering af affald og forurenet materiale. Arbejdstøj bør skiftes eller rengøres efter opgaver i særligt belastede miljøer, og bekæmperen bør undgå at spise, drikke eller røre ved ansigtet, før hænderne er vasket, efter kontakt med gift, døde rotter eller forurenede overflader.
Ansvarsfordeling
Arbejdsgiveren har pligt til at udarbejde risikovurderingen, stille det nødvendige udstyr til rådighed og instruere medarbejderne — både mundtligt og skriftligt — før arbejdet påbegyndes. Men i praksis er det den enkelte bekæmper, der dagligt træffer beslutningen om at bruge værnemidlerne konsekvent, også når en opgave i sig selv virker rutinepræget eller ufarlig. Netop rutineopgaver, hvor bekæmperen har udført det samme mange gange før, er erfaringsmæssigt der, hvor risikoen for at springe et sikkerhedstrin over er størst.