Det er den brune rotte (Rattus norvegicus), der udgør langt hovedparten af de rotter, en rottebekæmper møder i Danmark — den er tilpasset et liv i og omkring kloakker, kældre og udhuse, og den er en dygtig graver og svømmer. Den sorte rotte, også kaldet husrotte (Rattus rattus), findes også i landet, men er i dag meget sjælden og optræder først og fremmest omkring havnebyer. Mus forveksles ofte med unge rotter, og udendørs kan også mosegrisen give anledning til fejlvurderinger. At kunne skelne arterne fra hinanden — og fra hinandens ungdyr — er en forudsætning for at vælge den rigtige bekæmpelsesstrategi, da arterne har forskellige levesteder, vandringsmønstre og følsomhed over for forskellige typer fælder og gift.
Brun rotte (Rattus norvegicus)
Brun rotte har en kropslængde på 21-29 centimeter og en hale på 17-23 centimeter, som altså er kortere end krop og hoved tilsammen. Vægten ligger typisk mellem 200 og 400 gram, men individer på op mod et halvt kilo forekommer i sjældne tilfælde. Pelsen er brun til gråbrun på oversiden og lysegrå til hvidlig på undersiden, ørerne er korte, brede og hårbeklædte, og halen fremstår næsten nøgen, dog dækket af små stive børster. Arten er udbredt over stort set hele Danmark, med undtagelse af enkelte øer, og har været fast bestanddel af den danske fauna siden 1700-tallet. Den brune rotte graver gerne gangsystemer i jorden og under bygninger og er samtidig en dygtig svømmer, hvilket forklarer dens tætte tilknytning til kloaksystemet.
Sort rotte / husrotte (Rattus rattus)
Den sorte rotte er slankere end den brune og har en kropslængde på 16-23 centimeter og en vægt på 150-250 gram. Det vigtigste kendetegn til forveksling med den brune rotte er halen: hos sort rotte er halen ensfarvet og længere end krop og hoved tilsammen, mens den hos brun rotte er kortere. Ørerne er desuden større og mere synlige. Sort rotte er i høj grad klatrende og søger derfor ofte op i loftsrum og højtsiddende konstruktioner, modsat brun rottes forkærlighed for jordniveau og kloak. Da arten er sjælden i Danmark, er den samlede skade, den forvolder, langt mindre end den brune rottes, men et fund bør stadig undersøges og håndteres efter de samme principper for autoriseret bekæmpelse.
Husmus, skovmus og halsbåndmus
Husmus (Mus musculus) er den mest almindelige art at forveksle med en ung rotte. Den har en kropslængde på blot 6-9,5 centimeter, en hale af nogenlunde samme længde og en vægt på 12-30 gram — markant mindre end selv en halvvoksen rotte. Skovmus og halsbåndmus, som begge tilhører slægten Apodemus, er noget større end husmusen (henholdsvis op til ca. 10 og 12 centimeter i kropslængde) og kendes på deres store øjne og ører. Halsbåndmusen adskiller sig fra skovmusen ved et karakteristisk gulbrunt bånd hen over brystet, mens skovmusen mangler dette bånd. Fælles for alle tre musearter er en langt mere spinkel bygning, mindre skyhed over for mennesker og en anden adfærd end rotter, hvilket har betydning for, hvilke fælder og lokkemidler der virker bedst.
Mosegris — den hyppigste forveksling udendørs
Udendørs, ved huller i jorden og i haver, er mosegrisen (Arvicola amphibius) den art, der oftest forveksles med rotte. Den har en mere kompakt krop på 12-20 centimeter, en vægt på omkring 250-300 gram, en kort og kraftigt behåret hale — modsat rottens lange, nøgne og skællede hale — samt ører, der er skjult i pelsen. Mosegrisens snude er buttet, hvor rottens er spids. Den tydeligste forskel i felten er dog gravemønsteret: en rotte skubber jorden ud af sit hul, så der dannes en jordvold foran åbningen, mens mosegrisen komprimerer jorden inde i gangsystemet og derfor ikke efterlader en synlig jordbunke. Denne forskel behandles nærmere i kapitlerne om sportegn.