Rotter er nataktive, socialt organiserede dyr med et veludviklet lugte- og følesans, som de bruger til at navigere langs faste ruter — de såkaldte veksler — mellem redested, foder og vand. Synet er relativt svagt og domineret af bevægelsesregistrering, mens hørelsen er følsom og strækker sig ind i ultralydsområdet, hvilket blandt andet bruges i visse afskrækningsmetoder. Et centralt begreb i bekæmpelsesarbejdet er neofobi: rotters medfødte forsigtighed over for nye genstande, lugte og fødeemner i deres territorium. Neofobien betyder, at en nyopstillet fælde eller et nyt foderstof ofte vil blive undgået i flere dage, og at bekæmperen må indregne en tilvænningsperiode i sin strategi for ikke at fejltolke manglende aktivitet som fravær af rotter.
Lugt, følehår og hørelse
Rottens lugtesans er dens vigtigste sans og bruges både til at finde føde og til at aflæse duftmarkeringer fra andre rotter — urin og kirtelsekret afslører blandt andet køn, reproduktiv status og social rang. Dertil kommer følehårene (vibrisserne) på snude og kinder, som vipper mange gange i sekundet og giver rotten et detaljeret indtryk af overflader og genstande — en følsomhed, der overgår menneskets fingerspidser. Hørelsen rækker langt ind i ultralydsområdet, hvor rotter kan opfatte lyde op mod 90 kHz, mod menneskets grænse på omkring 20 kHz; dette udnyttes blandt andet i visse elektroniske afskrækningsprodukter, om end effekten af disse omdiskuteres i branchen.
Synet og orientering i mørke
Til gengæld er rottens syn relativt svagt. Skarpsynet rækker kun omkring en halv til en meter, og rotten er farveblind for rødt, mens den kan skelne blåt, grønt og ultraviolet lys. Denne begrænsning betyder, at rotten i vid udstrækning navigerer ved hjælp af lugt og følesans frem for syn, og at den foretrækker at bevæge sig langs faste, genkendelige linjer som sokler, rørføringer og vægkanter frem for i åbent terræn. Denne adfærd — kaldet thigmotaksi, altså tilbøjeligheden til at holde kontakt med en fast overflade — er årsagen til, at veksler og smudsspor typisk findes langs lodrette flader og ikke midt i et rum eller en gård.
Neofobi — den medfødte forsigtighed
Neofobi betegner rottens instinktive skyhed over for alt nyt i dens kendte territorium: en ny genstand, en ny lugt eller et nyt foderemne. En rotte, der møder en nyopsat fælde eller foderstation, vil ofte undgå den i flere døgn, før den forsigtigt begynder at undersøge den. I praksis betyder det, at en bekæmper skal forvente en tilvænningsperiode, og at manglende aktivitet i de første dage efter udlægning ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at bestanden er væk. Branchen har blandt andet udviklet rottestationer med et design, der reducerer denne tilvænningstid betragteligt, hvilket illustrerer, hvor stor praktisk betydning neofobien har for valget af metode og tidsplan.
Revir, veksler og social organisering
Rotter lever i sociale grupper med et etableret hierarki og holder sig typisk inden for et begrænset territorium omkring rede, føde og vand, så længe forholdene er stabile. Bevægelserne mellem disse punkter sker ad faste veksler, som indslibes gennem gentagen brug og bliver til genkendelige spor i vegetation eller langs bygningsflader. Denne stedbundethed er en fordel for bekæmperen: kan vekslerne og de steder, hvor de krydser en bygnings sokkel eller et hul, identificeres korrekt, kan fælder og foderstationer placeres, hvor rotterne rent faktisk færdes, i stedet for tilfældigt i området.