For at bremse udviklingen og spredningen af antikoagulant-resistens har Danmark en national resistensstrategi, der blandt andet fastlægger, hvilke aktivstoffer der må anvendes i kendte resistensområder, og hvordan bekæmpere skal rotere mellem forskellige typer midler for at undgå ensidigt selektionstryk. Strategien bygger på løbende kortlægning og indberetning af mistænkt eller påvist resistens, så myndighederne kan justere anbefalingerne i takt med, at nye resistensmønstre opstår. En vigtig del af strategien er også at begrænse det generelle forbrug af antikoagulanter mest muligt — blandt andet gennem den IPM-tilgang, der er beskrevet under forebyggelse — fordi mindre og mere målrettet brug reducerer selektionspresset på bestanden. Kendskab til resistensstrategien er derfor ikke kun teoretisk viden, men har direkte betydning for, hvilke midler en autoriseret bekæmper må og bør vælge i en given sag.
Princippet om det svageste middel først
Kernen i resistensstrategien er, at bekæmpelse med antikoagulanter som udgangspunkt skal starte med det svageste aktivstof, der kan forventes at virke. I praksis betyder det, at en bekæmpelse skal indledes med et produkt baseret på coumatetralyl eller chlorophacinon — altså et førstegenerationsmiddel — medmindre der allerede er konstateret resistens over for disse stoffer i det pågældende område. Baggrunden for princippet er, at jo kraftigere og mere persistent et middel man bruger som første valg, jo større bliver det samlede selektionstryk og dermed risikoen for, at bestanden udvikler resistens også over for de stærkeste midler, man ellers ville have i reserve.
Eskalering ved behandlingssvigt: diagnosen afgør retningen
Fortsætter rotteaktiviteten uændret, selvom der er udlagt korrekt og tilstrækkeligt med gift, skal brugen af det pågældende middel ophøre øjeblikkeligt — men det næste valg er ikke automatisk "et stærkere middel". Bekæmperen skal først stille en diagnose for, hvorfor behandlingen svigter, fordi de to mest almindelige forklaringer kræver hver sit svar, og en fejlvurdering her kan enten forlænge bekæmpelsen unødigt eller udsætte et stærkere middel for selektionspres, det slet ikke burde bære.
Skyldes svigtet, at rotterne har rigelig adgang til alternative fødekilder eller er ædesky/neofobiske over for foderstationen eller det udlagte produkt — altså at der ikke er tale om resistens, men om at rotterne reelt ikke optager en tilstrækkelig dosis — skal bekæmperen skifte til et af de milde andengenerationsmidler, bromadiolon eller difenacoum. Her er der ingen faglig grund til at tage de kraftigste midler i brug: problemet ligger ikke i stoffets styrke, og da bromadiolon og difenacoum i forvejen virker effektivt ved et enkelt fødeindtag, ville det være både unødvendigt og miljømæssigt uforsvarligt at eskalere direkte til de mest persistente stoffer.
Skyldes svigtet derimod en bekræftet eller velbegrundet mistanke om genetisk resistens — i Danmark er det især Y139C-mutationen hos brun rotte, der er relevant — skal bekæmperen derimod springe de milde andengenerationsmidler over og gå direkte til et af de kraftige andengenerationsmidler: brodifacoum, flocoumafen eller difethialon. Baggrunden er, at genetisk resistente rotter ifølge Miljøstyrelsens egen dosistabel også udviser nedsat følsomhed over for netop bromadiolon og difenacoum, så et skift til disse to ville reelt gentage fejlen med et for svagt middel — man ville blot forlænge aktiviteten og selektionspresset uden at løse det underliggende problem.
Er der hverken tale om resistens eller fødekonkurrence, eller vurderes ingen antikoagulant realistisk at kunne løse sagen, kan bekæmperen i stedet vælge en ikke-toksisk metode (mekanisk/giftfri bekæmpelse) eller et andet kemisk bekæmpelsesmiddel. Men pointen i strategien er den samme, uanset hvilken gren man ender i: valget af næste middel skal begrundes i en konkret vurdering af svigtets årsag — ikke i en fast, automatisk optrapning. Denne diagnosticerede eskalering — først det svageste middel, dernæst det målrettede svar på den konkrete svigtårsag — er selve mekanismen, der skal forhindre, at de kraftigste andengenerationsmidler bruges unødigt og dermed selv udsættes for et stort selektionspres.
Opbevaring og adgang til midlerne
Som en del af den samlede strategi skal antikoagulant-produkter opbevares aflåst og må kun distribueres til og være i besiddelse af en autoriseret bekæmper — de er med andre ord ikke frit tilgængelige, heller ikke for den enkelte grundejer. Dette hænger sammen med, at en forkert eller ukoordineret brug af midlerne kan modvirke hele formålet med resistensstrategien: hvis flere aktører uafhængigt af hinanden bruger forskellige eller forkerte midler i det samme område, mister den fastlagte rækkefølge og eskalering sin effekt.