Antikoagulante rodenticider forsvinder ikke sporløst fra økosystemet, når rotten dør — stofferne kan ophobes i dyrets væv og efterfølgende overføres til rovdyr og ådselædere, der spiser forgiftede rotter, i et fænomen kendt som sekundær forgiftning. Rovfugle som musvåger og ugler samt pattedyr som ræv og mårhund er blandt de arter, der er dokumenteret ramt af denne form for utilsigtet eksponering, og risikoen er størst ved brug af de mest persistente andengenerationsmidler. Miljøhensyn er derfor en integreret del af lovgivningen om udlægning, hvor krav om lukkede foderstationer, korrekt placering og hurtig bortskaffelse af døde dyr alle er tiltag, der skal begrænse spredningen af gift videre i fødekæden. En ansvarlig bekæmper vejer altid denne miljørisiko op mod nødvendigheden af effektiv bekæmpelse og vælger metode og mængde derefter.
Dokumenteret omfang i Danmark
En dansk undersøgelse (DCE-rapport nr. 788, 2010, baseret på data indsamlet i perioden 2000-2009) af rovfugle, ugler og små rovpattedyr har målt indholdet af antikoagulanter i vævsprøver og fandt en meget høj forekomst — mellem 84 og 100 procent af de undersøgte individer havde mindst ét antikoagulant-stof i kroppen, uafhængigt af hvilken art der blev undersøgt. De hyppigst fundne stoffer var difenacoum, bromadiolon og brodifacoum, og over 60 procent af fuglene og 80 procent af de små pattedyr havde faktisk to eller flere forskellige antikoagulanter i kroppen samtidig. Hos en del af individerne — mellem knap 6 og 22 procent, afhængigt af art — oversteg koncentrationen en kritisk grænseværdi, og for arter som rød glente og stor hornugle gjaldt dette for henholdsvis 66 og 70 procent af de undersøgte dyr. En senere sammenfatning har peget på, at op mod 99 procent af de danske rovdyr, der lever af gnavere, bærer spor af rottegift, samtidig med at det samlede salg af rotte- og musegift steg markant i årene op til undersøgelsen.
Hvilke arter rammes
Blandt de rovfugle og ugler, der er dokumenteret udsat for sekundær forgiftning, er tårnfalk, musvåge, rød glente, slørugle og natugle. Fælles for arterne er, at de i vid udstrækning lever af mus og rotter og derfor har en direkte fødekæde-forbindelse til de gnavere, der har spist gift. Da antikoagulanterne virker blodfortyndende på både pattedyr og fugle, kan et rovdyr, der spiser flere forgiftede byttedyr over kort tid, selv dø af indre blødninger — uden nogensinde selv at have haft direkte kontakt med en foderstation.
Hvorfor de kraftigste midler er mest problematiske
Risikoen for sekundær forgiftning hænger tæt sammen med, hvor persistent et aktivstof er: de kraftigste andengenerationsmidler — brodifacoum, flocoumafen og difethialon — nedbrydes langsommere i kroppen og ophobes derfor lettere i vævet hos både den forgiftede rotte og det rovdyr, der efterfølgende spiser den. Det er en af grundene til, at disse stoffer i dag er klassificeret som PBT-stoffer (persistente, bioakkumulerende og toksiske), og en af de faglige begrundelser for, at resistensstrategiens "svageste først"-princip også har en miljømæssig gevinst ud over at bremse resistensudvikling.
Hvad en bekæmper konkret kan gøre
De konkrete krav til udlægning, der er gennemgået tidligere — lukkede og aflåste foderstationer, en maksimal afstand på 10 meter fra bygningen og indsamling af døde dyr mindst to gange ugentligt — er alle tiltag, der direkte adresserer denne risiko, ved at begrænse hvor let et rovdyr kan finde og æde et forgiftet kadaver. En ansvarlig bekæmper vælger desuden det svageste middel, der kan forventes at virke i den konkrete sag, frem for rutinemæssigt at gribe til de kraftigste andengenerationsmidler, og vejer på den måde løbende miljøhensynet op mod nødvendigheden af effektiv bekæmpelse.