Rottekursus-træneren
← Undersøgelse & sportegn

Ekskrementer og gnavespor

De fleste rotteundersøgelser starter med de tydeligste tegn: ekskrementer og gnavespor. Rotteekskrementer er spolformede, og deres udseende — friskhed, farve og fugtighed — kan give et fingerpeg om, hvor aktivt et område er, og hvor længe siden det er, dyrene har opholdt sig der. Gnavespor findes ofte på træværk, kabler, plastrør og emballage, fordi rotter er nødt til at slibe deres fortænder, som vokser kontinuerligt gennem hele livet, og fordi de aktivt gnaver sig adgang til føde og skjulesteder. Sammen med veksler, huller og smudsspor, som gennemgås i det følgende kapitel, udgør disse spor grundlaget for at fastslå, om der er tale om en aktiv bestand, og hvor omfattende den er.

Ekskrementer: størrelse, form og friskhed

Voksne rotters ekskrementer måler typisk omkring 17 millimeter i længden og 6 millimeter i tykkelsen, og de er karakteristisk buttede i den ene ende og let tilspidsede i den anden. Friske ekskrementer er mørke, bløde og blanke, mens ældre ekskrementer med tiden bliver lysere, hårdere og skøre. Denne aldersvurdering er en vigtig del af feltarbejdet, fordi den fortæller bekæmperen, om et fundsted er i aktuel brug, eller om det stammer fra en ældre, muligvis afsluttet forekomst. Store mængder ekskrementer samlet ét sted peger desuden ofte på et fast opholds- eller redeområde snarere end en gennemgangsrute.

Gnavespor og tandaftryk

Rotters fortænder efterlader gnavespor i form af to parallelle tandaftryk, hver omkring 3 millimeter brede. Sporene ses typisk på træværk ved døråbninger og gennemføringer, på kabelisolering, på plastrør og på emballage omkring fødevarer eller foder. Friske gnavespor har en lys, nyeksponeret træ- eller materialefarve, mens ældre spor mørkner og bliver snavsede med tiden — samme princip som ved vurdering af ekskrementernes alder. Gnavespor på bærende konstruktioner eller elinstallationer er ikke kun et tegn på rotteaktivitet, men også en selvstændig sikkerhedsrisiko, da gennemgnavede kabler kan forårsage kortslutning og brand.

Rotte eller mus? — sådan skelnes sporene

Fordi bekæmperens valg af metode afhænger af, hvilken art der er tale om, er det afgørende at kunne skelne rottens spor fra musens. Museekskrementer er markant mindre og risformede/riskorns-agtige, omkring 3-5 millimeter lange, med samme tykkelse som spidsen af en kuglepen, mens rotteekskrementer som nævnt er spolformede og mere end tre gange så lange. Tilsvarende er musens gnavespor/tandaftryk under 2 millimeter brede, mod rottens cirka 3 millimeter. Denne forskel i skalastørrelse er ofte det hurtigste og mest pålidelige felttegn til at afgøre, om en observation skyldes rotter eller mus, særligt når selve dyret ikke er set.

Hvad sporene fortæller om aktivitetsniveauet

Antallet, spredningen og alderen af ekskrementer og gnavespor giver tilsammen et billede af, hvor stor og hvor aktiv en forekomst er. Spredte, enkeltstående og ældre spor kan tyde på en mindre eller aftagende forekomst, mens store mængder friske spor koncentreret omkring bestemte punkter — for eksempel en foderkilde eller en indgang — indikerer en aktiv og formentlig større bestand. Denne vurdering danner grundlaget for den videre undersøgelse af veksler, huller og smudsspor og for den efterfølgende beslutning om, hvilken bekæmpelsesmetode der er relevant, og hvor den bør sættes ind.